Så kære mor og far, sæt tempoet ned. Bare en lille smule.
Det er så nemt at glemme, hvor meget vi påvirker vores børn. Vi er deres spejl – deres pejlemærke for, hvordan man navigerer i livet.
Vi går fodsporene i sneen foran dem, så de ved, hvilken vej de skal gå.
De ser, hvordan vi reagerer – både når vi er glade, og når vi mister fodfæstet. De lærer af os.
Sådan gør man, når nogen siger noget, vi ikke kan lide.
Sådan takker man for en gave, selvom den ikke var det, man ønskede sig.
Sådan håndterer man livet – på godt og ondt.
De ser det hele. Også når vi er uperfekte og kommer ud af en tangent. For vi er bare mennesker, ligesom de er.
Børn lærer af dem, de er sammen med. De spejler sig i os for at finde deres egen vej i livet.
Når vi ser på vores børn og mærker en lille indre frustration, så kan det være en god idé at tage et kig i spejlet. Ikke for at dømme os selv, men for at gå nysgerrigt på opdagelse.
Hvad er det egentlig, jeg selv gør?
Kunne jeg prøve noget andet?
Vi kan godt ønske, at vores børn gjorde tingene anderledes. Men det starter altid hos os.
Det er lidt ligesom at være førstevælger i skolegården – vi går forrest, og de følger efter.
Ingen af os gør det rigtige hele tiden. Det skal vi heller ikke. Men der, hvor vi får øje på noget, vi faktisk kan ændre, der kan vi handle.
Og for at få øje på det, er vi nødt til at sætte tempoet ned. At se tingene, som de er.
Så kære mor og far – hvad sker der, hvis du prøver at finde lidt mere ro i dig selv? Mon ikke dit barn vil mærke det også?
❤️
Comments