top of page

Sorg kan føles så ensomt.

I dag sad jeg og hørt Sara og Monopolet, en mand i slutningen af 30 store tatoos, muller, trænede flere gange om ugen. Mistede sin far for 10 år siden og gik stadig rundt og var ked af det, var i sorg.


Interessant dilemma.


I vores kultur taler vi ikke meget om sorg, selvom vi godt ved, at den er der, vi oplever den, vi kender nogen, har hørt om nogen osv. Men at tale om sorg, er sådan en mærkelig størrelse som vi helst ikke vil have med at gøre.


At miste et menneske, eller mennesker som man elsker, og som har været en vigtig del af ens liv, er og bliver en stor sag. Uanset hvor lang tid der går, ja tiden læger, og alligevel så gør den ikke.


For i vore tanker kan vi så nemt kalde et billede frem, et minde, et ord eller en situation. Og når den tanke rammer os, ja så gør det ondt, bringer tårer frem, et lille hulk og et savn endnu en gang, og det kan også samtidig være et smukt minde vi kan smile af.


Det er det mennesker, som har sat spor i os kan. Og det sådan det er. Vi kan ikke flygte fra en sorg. Jov. vi kan prøve. Men den vil altid indhente os.


Hvorfor er det lige vi skal skjule det, komme videre. For hvor findes videre, det findes ikke. Kun for dem som ikke kan rumme, at vi stadig kan blive kede af det, mindes, og især mangle lige præcis det som den her person som ikke er her mere, var for os, repræsenterede, det som var vigtigt, det som betød noget.


Det kan ikke bare slettes fordi de ikke er her, og det skal det heller ikke!!


Jeg går ikke rundt og supper i en sorg, men kan jeg stadig blive ked af det ja, for en stund, som må varer det den varer. Og det er fint med mig, det må den godt.


Det betyder ikke, at mit liv nu er uden mening, jeg lever et godt liv, men jeg savner da stadig det, at Carsten og jeg kunne grine sammen, om mange ting. Det gør jeg så bare selv nu, og jeg griner højt.


Sidste år i juli måned var jeg forbi en af hans venner og hans kone, som på vejen ud sagde; nå men du skal vel også videre. Jeg ved, at hun ikke har den fjerneste ide om hvor sårende lige præcis den besked var. Og mon ikke hun var glad for, inderst inde, at det ikke var hende som stod i mine sko??

Hvor skulle jeg gå hen, jeg var ked af det.


Alle os, dig og mig, som har mistet mennesker som vi elsker, på godt og ondt. De er med os hele tiden. Vi ser noget, oplever noget, tænker noget, og bum så er vi tilbage.

Hvad i alverden er der galt med det, andet end, at andre mennesker ikke kan rumme det.


Ingen i denne verden kan gå i stykker, det kan ikke lade sig gøre. Men vi kan selvfølgelig være kede af det. Og hvad så!!


Det kan føles som det mest ensomme sted i livet. Ingen skal stå alene! Men det er kun ensomt fordi vi ikke taler sammen om det.


I accepten findes der en forløsning som ikke kan forklares, den skal opleves.

Lad sorg være det den er, helt ok, uden at være et tabu.


Når det er ok at være hvor vi er i livet, og med det som er, så bliver alting lettere.

Det løfte kan jeg godt stå inde for.!





Seneste blogindlæg

Se alle

En af de der dage.

Kort tid efter Carsten var død, stod jeg op og kiggede ud i verden, træt fordi jeg sov så dårligt. Det er mærkeligt at sove alene når man er vant til at være 2. Jeg var træt, men stod op fordi min kro

Comments


_MG_7998_lang_cut_BONUS.jpg

Har du et spørgsmål

til emnet?

bottom of page