top of page

Vi kan kun opleve livet indefra, og det er smart. Især når vi taler om angst.

Indrømmer gerne livet har føltes så uretfærdigt, så mange gange i mit liv.


Kan ikke tælle på mine hænder hvor mange gange jeg har oplevet livet var imod mig. At noget andre gjorde eller sagde, gav mig en følelse.


Det kunne være lige fra ked af det hed, til vrede, arrigskab, føle mig forkert, overset, trådt over tæerne, bange, usikker, nervøs ikke føle mig god nok, modig nok, slank nok, smuk nok og ellers i den dur.


Jeg fik vendt mit liv på hovedet, da jeg stødte på det her. Insideout forståelsen for ca 2 år siden.


Opdagelsen var vi kan kun opleve livet indre fra os selv.


Alt vi oplever skal igennem vores egen indre maskine og tygges igennem. 2 mennesker kan godt opleve det samme, men de vi altid have hver deres fortolkning af det eller historie om det.


I starten skulle den lige lande, dine tanker skaber dine følelser. Jeg tænkte både wauw og hvad? Hvad betyder det?


Det betyder, at vi kan tænke tanker, og de kan føles så virkelige, at de sætter os på hælene.

Men hvis vi nu ikke tænkte den angste tanke, ville vi så føle angst?


Det her med vores tanker sker helt uskyldigt, vi er ikke selv herre over hvad der kommer ind. Vi behøver heller ikke tage dem alvorligt. Vi kan bare lade dem være, for tanker kan ikke gøre os noget. For de er ikke solide. De kommer bare forbi og hilser, og hvis vi bare lader dem være, ja så kommer der en ny frisk tanke.


Men det er klart fokuserer vi på dem, og bliver optaget af dem. Så kan de føles meget virkelige selvom de ikke er det.



En lille historie fra det virkelige liv.


Jeg fik et opkald fra en mor, hvis 8 årige datter kunne bruge oceaner af tid på, at falde i søvn.

Hun var bange for, at der lå en monster under sengen.

Det var nu blevet så slemt, så alt lyset på 1 sal skulle være tændt om aftenen. Hendes mor skulle sidde ved hende indtil hun faldt i søvn. Hvilket hun bestemt ikke gjorde frivilligt. Og det tog timer hver aften.


For hun havde konstant tanker om det monster som lå under hendes seng.


Vi voksne ved jo godt der ikke findes monstre. Men kan sagtens forestille os et, når vi tænker på det.


Men i hendes verden var det her monster meget virkeligt. Det skræmte hende og hun havde svært ved, at slippe tanken om det.

Hun var dog så skæmt ved tanken, at hun bestemt ikke skulle nyde noget af, at kigge derned.

Men hun vidste at der var et.


Da de kom her, fik vi os en hyggelig snak. Jeg fortalte hende om vores tanker. Hvad de er for nogen størrelser, især når de driller os.


At vi behøver tro på alle dem som kommer ind til os.


Vi talte også om alle de gode ting hun godt kunne lide. Jeg havde lavet en sol til hende som hun kunne skrive de gode ting på. En hun kunne tage med hjem. Og skrive videre på.


For der var også plads på den anden side.


Børn kan noget magisk. De kan forstå ting som er simple uden, at gøre dem mere komplicerede end højst nødvendigt.


Så hun forstod ret hurtigt det her med tanker. Og hun kiggede på mig, på den her mdåe: hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig det her før?


Det vi ikke ved, ja det ved vi jo ikke.


Jeg talte med hendes mor 1½ uge efter, og det gik så godt med at sove selv igen.


Normalt klares det sjældent på en session, men der var ro. Den lille pige trives igen, og mor kunne også få lidt tid til sig selv om aftenen. Dejligt.


Og se det var en god historie, og en sand en af slagsen. For det behøver heldigvis ikke være svært, at få det godt igen.







_MG_7998_lang_cut_BONUS.jpg

Har du et spørgsmål

til emnet?

bottom of page