Da jeg stødte på den sætning: Alt er såre godt, kunne jeg mærke en stærk indre ro.
Det var ikke bare det sædvanlige, at læse en sætning, og så videre afsted det normalt ville gå.
Jeg mærkede en anden ro, en tillid til livet, at alt nok skal ende godt anyway.
Vi kan nemt tænke os helt i hegnet, det kræver ikke særlig meget indsats, for vores hjerner kan i den grad give den gas.
Ikke på en altid særlig kærlig måde, den har det med at fiske efter hullerne i osten. Ja det gør den også hos mig. Jeg er jo også bare et menneske lige som alle andre.
Jeg ved godt der er masser af uro ude i verden, at en masse gamle mænd, formår at sætte fut i det hele. Stærkt ubalancerede, med ego´er så store som Mount Everest. Kan sidde og kigge på det og tænke, hvad skal alt det her dog gøre godt for?
Pointen?
Andedammen
Det jeg kan tage mig af er min egen lille andedam, sørge for, at der er vand og foder, sollys på indersiden og ydersiden.
Tage mig af mig, og pudse brillerne hvis jeg, kigger igennem dem, som er fedtet godt ind i bekymringer og overtækning. Altså hullerne i osten.
For 5 dage siden, satte jeg gang i mit eget lille projekt med timian, oregano og basilikum. De står i min vindueskarm, og trækker sollys, de har fået vand, så jorden ikke blev tør. Det er sådan med mig, jeg bliver så nemt ramt af utålmodigheden. Lidt som en 5 årig der stamper i jorden, kooooom NU.
Og på magisk vis havde jeg glemt min utålmodighed. Den var åbenbart gået i sig selv. Da jeg stod op her til morgen og trak mine gardiner fra, var timianen kommet op, bitte små knappenåls hoveder af grønne spirer. Der bredte sig et stort smil på mine læber, yeah de er på vej. Solen og vandet virker, livet virker. Når vi sår kommer noget op og frem.
Alt er såre godt.
Sjovt nok springer påskeliljerne ud lige nu, ude foran min dør. Måske de kan menneske klokken. Den der fortæller os alle, at nu er påske her.
Det er lidt sjovt.
De er da kommet til tiden.
Vand dine egne spirer.
Vi kan ikke ændre verden i et hug. Men vi kan sætte spirer til det vi gerne vil have frem.
Nogen gange skal det have tid, mest af alt skal det vandes, have kærlighed og sollys. Også selvom vi ikke kan se solen, så er den der jo, for den viser os det er dag og ikke nat.
Den er der lige bag skyerne.
Et lille skridt af gangen. En dag skal vi nok nå rundt om jorden, hvornår ved jeg ikke og det er heller ikke så vigtigt.
Men bare et skridt i retning af, at gøre noget godt, være et godt menneske, huske og selv på den selvkærlige måde. Vande os selv, så vi kan spire og føle glæden indeni.
Det vi gør for andre, gør vi også for os selv. Min egen lille lomme filosofi, en af dem som giver mig mest indre glæde.
Alt er såre godt.
Måske du også kan mærke det?
Det er her bare mit lille bidrag, og mit syn på verden.
Kærligst Pernille
Kommentare