top of page

En af de der dage.

Kort tid efter Carsten var død, stod jeg op og kiggede ud i verden, træt fordi jeg sov så dårligt. Det er mærkeligt at sove alene når man er vant til at være 2. Jeg var træt, men stod op fordi min krop mente det var på tide.


Det eneste jeg kunne jeg se hvad, der var en grå suppe. Himlen var grå, det var småtåget, der lå en dis over alt som bare var pakket ind i grå i forskellige nuancer.


Den dag gik jeg i seng igen, vel videnede at det næsten var ulovligt. Men jeg var ikke humør til at deltage i livet den dag. Verden var grå, jeg var ked af det, og var stadig i gang med at finde ud af hvad der havde ramt mig.


Tændte alle lamperne i mit soveværelse. Jeg er lys menneske, elsker lys og trives i det og kan sagtens sove med en 100 watts pære lige ind i hovedet.


Det lys var for mig hyggelys, og jeg kravlede under dynen igen. Jeg kunne ikke andet, smilte da jeg lagde mig igen. For der fandt jeg for alvor ud af, jeg var nødt til at passe på mig selv. Og det her var en af måderne at passe på mig.


Jeg havde brug for at finde tilbage til mig igen, det er en proces, og den tager tid. Jeg havde levet i et frygt senarie i 4 år. Var træt, udmattet og nej der var ikke meget livskraft tilbage i mig. Nåede også flere gange at tænke, at når han nu ikke var her, hvad var så pointen i at jeg skulle være her?


Men jeg vidste godt inderst inde at det var et NO GO. For hvad skulle pointen være i det.


Men mit inderste gjorde så ondt, for jeg havde mistet et menneske som var inde i mit aller inderste liv og væren. Jeg forstod ikke pointen, jeg kunne ikke se eller mærke den.


Så det ville have været nemt bare at give op.


Det var bare en af de dage, som også følger med. En af de dage vi ikke taler om, men de er der.


Vi skal holde op med ikke at tale om de der dage!!

Comentários


_MG_7998_lang_cut_BONUS.jpg

Har du et spørgsmål

til emnet?

bottom of page