Da jeg mistede Carsten for 1 år og 8 måneder siden, var jeg et sted mentalt jeg nu har svært ved at beskrive, og nogen gang genkalde.
Jeg kan sagtens huske hvor svært det var. Alt det praktiske som jeg havde lyst til at smide ud til højre. Ingen skulle stille for mange krav til mig.
Jeg var forvirret, bange, hvad nu, hvad skal der ske. Kan jeg overhovedet finde ud af, nu at være mig, alene i hele verden.
Finde ud af at være i sorg. Ja du må godt grine af mig. Men det var også den slags tanker jeg gik rundt med. For når der er noget som er så stort, nyt og uprøvet land. Så aner ingen jo hvor vejen viser hen.
Jomfru rejse i ukendt land, og hvordan gør man noget rigtigt??
Der er ingen rigtig måde, at leve forkert på.
Vi gør jo det vi gør, for det er det som kalder på os, eller i det her tilfælde mig.
I dag har jeg haft venner på besøg. Elsker vores tid sammen, vores snakke om alt, løst fast. Men også den flydende samtale om det, at miste.
For er der nogen jeg kan tale med om det her er det dem, på en måde som er så fri, og jeg elsker det. Ingen dømmer, intet er forkert, vi har hver vores måde at beskrive det på. Alt er præcis som det skal være.
En kærlig samtale om livet, og alt det som det også indeholder. Jeg ved ikke hvor mange mennesker du har i dit liv, hvor de her samtaler bare er noget af det mest naturlige. Ingen dømmer nogen, ordet er bare frit, ingen belærer. Måske er det magiske punkt bare, at vi deler vores viden, oplevelser og nyder det, genkender os selv i hinandens ord, og den omsorg vi deler for hinanden.
Jeg elsker det bare og nyder det.
Vi tog en tur, i en af de mange skove hvor jeg bor. Og vi talte lidt om det, at miste, hvad sorg var for os hver især. Også det vi møder fra andre, som måske ikke har prøvet det. Og hvor svært og tabubelagt et emne det stadig er.
Puha, det kan jeg stadig godt blive temmelig træt af. Har dog valgt, at det sådan det er.
Undervejs og da jeg nu sidder her alene tilbage, så slog det mig.
Min rejse, fra den dybeste afgrund, uvidenhed, frygt. Som en gammel galophest har jeg skulle starte alt forfra igen.
Min vrede over, Carsten tog en rejse væk fra mig. Forlod mig.
Shit jeg har været vred, virkelig vred.
Skældt ud, råbt højt, skældt mere ud. Sunket sammen.
Tænkt hvad fanden skal JEG NU??
Hvordan filan får jeg nogen sinde strikket et liv sammen igen. Især et som jeg kan se mig selv i.
Jeg opdagede noget nyt.
Min opdagelse i dag, for det gik op for mig, jeg nu er et helt nyt sted.
Jeg er ikke vred mere. Mine minder er fyldt med kærlighed, gode tanker, grin over situationer jeg tænker på. Rejser, smukke steder, ord, samtaler, vores liv sammen, film vi har set, flere samtaler, skøre indfald, vores sjove snakke, vores grin sammen, også uenigheder.
Dem kan jeg se fra en helt anden vinkel nu. Vores uenigheder var dog sjældent, om noget som var så alvorligt, at det skilte os ad.
Men er det ikke tankevækkende, jeg har jo slet ikke skænket det en eneste tanke om, flere ting ikke er svære længere.
Måske er den ro som har indfundet sig, det mest naturlige sted, at leve fra.
Jeg savner ham, hans energi, og faktisk også han laver mad til mig. Det er mega irriterende, at der kun er mig til det show nu. Måske skal jeg ansætte en kok :0)
Fra frygt til savn af nærvær, ikke et savn som gør ondt. Bare en tanke, endnu en gang. En tanke som efterlader et smil.
Nogen kunne måske godt have sagt det her til mig. Det ville jeg aldrig have kunnet tage ind. Eller forstå. Nu har jeg fået øje på det og det føles så fint.
Rejsen gennem min sorg, måske ikke gennem, men med en sorg. Den ændres hele tiden, og jeg har fået øje på, den slutter ikke. Den ændre sig bare, hele tiden har den en bevægelse. Som en bølge på havet, overvældende, ro, urolig, stille, kærlig.
Livet med sorg er en rejse. Den kan føles grum. Det er en rejse, hvor jeg hele tiden har flyttet mig. Lige her og nu, er det en god rejse. Ville ikke have været den foruden, for den skulle min vej, det ved jeg nu.
Størst af alt er kærligheden.
Kærligheden til os selv og de mennesker som krydser vores vej.
