Lige nu skrives der en masse om, at unge har det svært i dag. Jeg tror såmænd det er rigtig nok. Vi har været igennem en pandemi, hvor de unge stadig hænger i bremsen. Måske de i for lang tid har været hold hjemme, isoleret uden den store kontakt. Vi mennesker har brug for hinanden, fysisk til at spejle os i.
Men jeg spørger mig selv om det ikke er helt normalt i perioder, livet føles bumlet og svært.
Jeg husker bestemt ikke min ungdom som en dans på roser, jeg ramte da også torne undervejs.
Det var alt lige fra, at føle mig usikker, om jeg nu også var god nok til den gruppe, jeg befandt mig i. Skolen, som til tider føltes op af bakke, for nogle fag var nemmere end andre. Der skulle knokles især i matematik, hvis jeg skulle kunne følge med.
I dag noget som jeg ser som helt normalt.
For når vi oplever, livet som værende svært, så sætter vi også spørgsmål op. Det er med til vi lærer os selv bedre at kende. Finde, vores grænser, hvor går jeg til lige nu, og hvad syntes jeg selv er ok, eller ikke ok.
Når vi godt ved hvordan det føles, at have det godt, så vil det helt automatisk være det som trækker i os. For vi kan godt mærke, det der med ikke at føle sig ok, ikke er sjovt.
Vi vil tilbage til det sted hvor livet føles godt, let og vi kan være i det og have det sjovt, grine, være sammen med mennesker og ikke spekulere over så meget.
Er det muligt ja, selvfølgelig er det det. Og tænk nu hvis det var ok, ikke at føle sig ok.
Hvad nu hvis vi fortalte vores unge mennesker, jamen det er ok, livet føles lidt off lige nu. Det er helt normalt, det går over igen. Promise.
Så hvis vi kunne ændre fokus, hvordan ville det så være, at være ung. Ville de mon slappe lidt mere af?
Hvad nu hvis det ikke var et problem, at have et problem?
Jeg tror ikke nogen af os voksne kan sige os fri fra perioder i livet som har føltes bøvlet. Hverken som voksne eller unge.
Alle har nok prøvet, tvivlen om hvilken uddannelse de skulle tage, følt sig lukket ude af et fællesskab, eller været i tvivl om hvorvidt de nu også hørte til der. Været nervøse, måske ligefrem angste for at søge et job, skrive en ansøgning, finde en kæreste, været i tvivl om seksualitet.
I dag sidder vi så her, helt normale, kommet igennem. For det kunne godt lade sig gøre.
Så når vi i dag kigger på vores unge mennesker, virker det som om vi er gået lidt i panik.
I virkeligheden skal de jo også igennem deres, for at finde dem selv.
Som en larve som bliver til en sommerfugl.
Jeg er stor fortaler for at vi voksne, finder en ro i os selv, så de unge har en mur, at læne sig op af. For vi ved det jo, fra egen erfaring, alt bliver godt igen. Og det er det vi skal lære vores børn og unge.
Ja livet kan være svært, men fordi det er det lige her og nu, bliver det jo ikke ved i en uendelighed.
Jeg taler ikke om at vi skal løse det som er svært, men tale om det hvis der er brug for det. Tid til, at tale sammen, lytte med nysgerrige ører, være sammen, give monster mange knus, møde dem i ubetinget kærlighed. Vise dem via vores egen ro, at de har nogen at læne sig op af. Samvær.
Tanker som handler om problemer har det med, at blive større og større, hvis ikke vi lige stopper op.
Lader det ligge og måske kigger på det med friske øjne, måske i morgen.
Mange ting har det med, at løse sig af sig selv, hvis ikke vi hele tiden dyrker og prikker i det.
Eller som en gang stangtennis, når du holder op med, at slå til bolden, ja så falder den til ro.
Ikke hermed sagt, vi ikke skal tage de unge alvorligt. Det skal vi bestemt, vi skal bare ikke tage med på den tunge rejse, men være det depot de kan tanke op hos, hvor de kan slappe af, hvile ud, og få ubetinget kærlighed.
Det kloge gamle træ i skoven, som viser os selv og vores unge tillid. Tillid til livet, til os selv og dem.
